• I en skole af speltmødre og kræsne børn, velkommen til virkeligheden, Dyhr og Nawa

    Источник: BDK Borsnyt / 22 ноя 2024 12:02:34   America/New_York

    Det lyder smukt, socialt bevidst og ernæringsrigtig, nærmest hyggeligt. »Skoleeleverne skal have et godt varmt måltid mad,« sagde Pia Olsen Dyhr foran Finansministeriets glasdør, efter at hun og De Radikale havde fået en post på 850 millioner kroner til skolemad på budgettet for de næste fire år. »Et sundt og nærende måltid mad i skolerne,« supplerede Samira Nawa (R) og gav bolden op til et slagsmål om et politisk tema, der er langt mere sprængfarligt, ideologisk og fyldt med dilemmaer, end man skulle tro. Offentlig skolemad indeholder alle de konflikter, der findes i et moderne samfund. Der er i første omgang tale om en forsøgsordning for omkring 20.000 elever ud af den cirka halve million, som går i den danske folkeskole. Skal gratis skolemad rulles ud til alle fra 0.–9. klasse, er der tale om en udgift på 5,6 milliarder kroner årligt. Det beløb er vel at mærke uden penge til anlæg af kantiner og køkkenfaciliteter, hvilket betyder, at eleverne i langt de fleste skoler med forsøget vil få en kasse halvlunken mad fra en ekstern leverandør ind i klassen, som de så skal indtage mellem bøger, penalhuse og computere. Ordninger af den type er allerede kendt fra en række kommuner uden den store succes. Der er altså med forsøgsordningen ikke tale om, at skoleelever i spisefrikvarteret skal kunne gå ned i en kantine, hvor der dufter af hjemmelavet mad, sådan som man kender det fra de fleste arbejdspladser og skoler i andre lande. »Duften« bliver i klasselokaler, der i forvejen er ramt af dårligt indeklima, sammen med madresterne, alt det, der ikke bliver spist og den efterfølgende affaldssortering. Skulle der bygges spisesale til eleverne og laves rigtig mad på skolerne, er det helt andre milliardbeløb, der er tale om. Skolemad kom især på den politiske dagsorden, da Ritt Bjerregaard (S) i 00erne var overborgmester i København. Hun havde en vision om skolemad på alle skoler og etablerede Københavns Madhus for at gøre erfaringer. Resterne af visionen eksisterer i dag som den brugerbetalte såkaldte EAT-ordning, der kun benyttes af 16 procent af forældrene i kommunen. Forældre i oprør En stor del af den mere ideologiske kritik gik dengang på, at forældre selv vil sørge for deres børns mad, så de kunne få den rette kost i de rette mængder og måske en lille hilsen fra mor i madkassen. Det var på det tidspunkt, at begrebet »speltmødre« blev født. Staten skulle ikke blande sig i noget så personligt som børnenes mad. Man fik indtryk af, at det for nogle forældre var et meget intimt projekt at smøre madpakker, og at mange børn er meget kræsne. Mange kommuner har siden haft forsøg med skolemad, og de er så grundigt evaluerede, at en forsøgsordning til 850 millioner synes overflødig. I evalueringen og anbefalingerne efter forsøg med en madordning på Alléskolen i Fredericia får man en fornemmelse af udfordringerne. Her hedder det: »På baggrund af evalueringen anbefaler vi, at skolen sikrer en bedre involvering af eleverne i forbindelse med den mad, der bliver serveret.« Mere direkte formuleret står der, at mange elever ikke kunne lide den mad, der blev serveret. Videre anbefales det, at der skal være »mulighed for, at eleverne kan spise sammen i et fælles rum«. Altså, klasseværelset er ikke en spisesal, og de færreste bryder sig om at indtage plastikbakker med færdigretter der. I evalueringen, som er foretaget af forskere fra Syddansk Universitet i 2010, hedder det desuden, at projektet skal »integreres bedre i undervisningen«. Med andre ord er det de pressede lærere, der skal rydde op efter, at 26 elever i 4B har boltret sig i pitabrød, kyllingespyd og bønnesalat. De skal måske også motivere dem til at spise op, eller bare spise og svare på alle forældrenes Aula-beskeder om allergener, spisevægring og særlige behov. Fra Danmarks Lærerforening er høringssvarene på vej. I en evaluering fra Københavns Kommune i 2009 peger man på et helt særligt problem, der handler om de store elevers frihed. »En af de mest iøjefaldende udfordringer for at udvikle skolemad i København handler om, at især udskolingsklasserne finder alternativer til skolemad. Således svarede 75 procent af udskolingsklasserne i forårets kvantitative måling, at de aldrig eller sjældent spiser skolemad,« hedder det i evalueringen. Nogle elever kommer fra hjem, hvor der står frikadeller og brun sovs på menuen, andre er blevet fodret med linsesuppe eller fiskefileter med pommes frites. Fra 7. klasse har skoleeleverne nemlig tilladelse til at forlade skolen i spisepausen. »Når eleverne kommer i udskolingen, bliver udgangstilladelsen synonymt med opfyldelsen af, at børnene nu endelig må og kan noget på egen hånd. Det bliver derfor i det private rum uden for skolen, at de kan manifestere deres ungdom og den nyvundne frihed,« hedder det i evalueringen. Med andre ord er det en hel del federe at smutte over i centret med vennerne og købe en shawarma end at sidde på skolen og få dikteret en »uspiselig« dagens ret. Man kan kun ønske Pia Olsen Dyhr og Samira Nawa velkommen til virkeligheden. https://www.berlingske.dk/politik/i-en-skole-af-speltmoedre-og-kraesne-boern-velkommen-til-virkeligheden
Опубликовать